Torsdag vandt Victoria E. Vallentin og Ludwig Der Sonnenkoenig 2 Intermediare II for U25-ryttere, og sørme om hun ikke gentog successen, da hun i stiv blæst lørdag vandt Grand Prix klassen i overlegen stil.

”Det er selvfølgelig dejligt at vinde begge de to klasser, vi har redet i weekenden, og det giver en masse erfaring og rutine at starte internationalt”, fortæller Victoria E. Vallentin, som ikke har haft problemer med ekstra nerver, selvom hun rider på hjemmebane.

”Det betyder ikke noget. Jeg bliver ikke ekstra nervøs, fordi vi er herhjemme, og jeg føler ikke, at jeg skal præstere mere, end jeg plejer”.

Om kun 14 dage skal den unge rytter, der til daglig er ansat hos Helgstrad Dressage, ride DM for U25 ryttere, og hun håber, at kan gentage de gode takter fra denne weekend.

”Jeg håber på en podieplads”, lyder det fra den talentfulde rytter, og tættere kommer vi ikke på hendes DM-ambitioner.

Se resultater fra klassen her:

https://online.equipe.com/da/class_sections/411239


 

Daniel Bachmann og Blue Hors Don Olymbrio red som sidste danske ekvipage på banen i første runde af Nations Cup i dressur, og med en overlegen score på 77.652 sikrede han sig dermed førstepladsen.

”Jeg er stolt over at være en del af holdet, og jeg synes, det gik rigtigt godt. Det er hestens første udendørs stævne siden august, det blæser meget, og der er masser af aktivitet rundt om så, så jeg er rigtig godt tilfreds. Der er kun nogle få småting, jeg kan justere til i morgen, sagde Daniel Bachmann efter sit ridt.

En tur i hegnet

Der er ingen tvivl om, at Cathrine Dufour er en af de helt store favoritter, og publikum stimlede derfor sammen, da hun red på banen med Bohemian og leverede et ridt, der blev takseret med 75.609% af dommerne. Det rakte til en flot andenplads.

Holdets 3. ekvipage Agnete Kirk Thinggard og Jojo AZ fik en 8. plads med 71.739%, og der sneg sig desværre en lille fejl ind i et ellers flot program.

”Jeg syntes faktisk, det gik supergodt, og at Jojo havde meget energi, måske oven i købet lidt mere end han plejer. Desværre var han i hegnet i en tilbagetrædning, og det bryder selvfølgelig rytmen lidt, men jeg synes, vi kom godt tilbage”, fordi Agnete Kirk Thinggaard kort efter, hun var kommet ud af banen.

Et ekstra kick

Agnete Kirk Thinggard tør dog ikke spå om holdets samlede vinderchance efter den sidste runde søndag eftermiddag, men hun stoler på sine holdkammeraters høje standarder.

”I dag kom to stærke ryttere efter mig – Cathrine og Daniel -, og de plejer at være gode til at præstere”, sagde Agnete Kirk Thinggard med et stort smil.

Og de forventninger var Daniel Bachmann Andersen ikke bange for ikke at tage på sine skuldre.

”Jeg synes, det er fedt at mærke lidt pres. Det elsker jeg. Jeg har tit skulle ride på banen efter f.eks. Isabell Werth, som har redet supergodt, og det får mig bare til at ride endnu bedre. Nogen ville nok blive nervøse, jeg får bare et ekstra kick”, fortæller Daniel Bachmann Andersen.

God stemning

Holdets 4. rytter Carina Cassøe Krüth og May-Day Graftebjerg sluttede på 11. pladsen. Der var 19 ryttere i klassen, og 2. runde bliver redet i morgen i Grand Prix Speciale.

Landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein tør ikke spå om holdets vinderchancer, men hun har en god fornemmelse.

”Jeg synes, det lover godt, men jeg vil ikke sige noget om vinderchancerne på forhånd”, lyder det fra landstræneren, som til gengæld gerne vil rose omgivelserne:

”Det er super gode faciliteter. Hestene står godt, stemningen er god, og alting fungerer. Vi mangler bare lidt varme”, siger Nathalie zu Sayn Wittgenstein.

Top 3:

Danmark

Sverige

Tyskland

Se resultat af klassen her:

https://online.equipe.com/da/class_sections/412077

 


Norske Lisa Ulven var godt klar over, at hun sad på ryggen af en hurtig hest, da hun red på banen i finalen i Equilive 1* Small Tour. Men at Bentley var så kvik, at det rakte til en 1. plads, havde hun ikke forventet.

”Vi havde en rigtig god tur, og Bentley var hurtig, som jeg ved, han kan være”, sagde Lisa Ulven efter sin æresrunde, og tilføjede:

”Det er nogle fantastiske omgivelser, og heldigvis skinnede solen i dag. Det gør det hele lidt sjovere”, sagde hun.

God erfaring

Bedste dansker blev Victor Lica Larsen, som fik en flot andenplads på den 8-årige hoppe Gloria.

”Jeg gik efter at ride så hurtigt som muligt, men jeg har ikke ret meget rutine med Gloria, så jeg er virkelig godt tilfreds med min andenplads”, siger Victor Lica Larsen.

Den unge rytter bor kun få kilometer fra stævnepladsen, og han er selvsagt vældig godt tilfreds med at kunne ride internationalt stævne så tæt på sin bopæl.

”Normalt kører vi flere timer for at komme til stævne, og det er fantastisk, at Nordjylland nu også kommer på landkortet. Det giver erfaring, som er vigtig for både hest og rytter”.

53 ryttere red finalen, som var domineret af danske ryttere. På tredjepladsen var det da også en dansker, der snuppede medaljen i skikkelse af Pernille Stribolt og Airborn, som var fejlfri i tiden 72.59.

Du kan se hele resultatlisten her:

https://online.equipe.com/da/class_sections/412066


 

21-årige Emil Hallundbæk debuterer i Nations Cup for seniorer, og han spår det danske hold en god chance

Når landstræneren ringer og tilbyder en plads på det danske hold, der skal dyste i Nations Cup i springning, stiller man op. Også selvom man kun er 21 år og til hverdag bor i Aachen og skal krydse landegrænser for at være med.

”Jeg har aldrig redet Nations Cup for seniorer, så jeg får min debut i dag”, fortæller Emil Hallundbæk, som i øjeblikket deltager med stor succes i den prestigefyldte turnering Global Champions Tour.

Han er derfor ikke uvant med hverken niveauet eller konkurrenterne, der kommer fra 12 forskellige nationer, men at ride for sit land, giver et ekstra pres.

”Det lægger et ekstra pres på en, at man skal ride for sit hold og sin nation. Men det skal man ikke tænke for meget over”, siger Emil Hallundbæk, som spår det danske hold en fair chance i eftermiddagens Nations Cup.

”Jeg rider for at vinde. Ellers er der ingen grund til at stille op. Og jeg synes, vi har et stærkt hold, hestene er i god form, og vi er klar til opgaven. Men det er selvfølgelig en stor udfordring, at der er så mange nationer med i konkurrencer”, siger Emil Hallundbæk.

Polen bliver svære at slå

Det danske hold starter som nummer fire af 13 nationer, og Emil Hallundbæk er den 2. danske rytter, der skal på banen. Han er enig med banebygger Bo Bak Andersen i, at Polen er stærkt ridende i øjeblikket, og at de bliver svære at slå, men han vurderer, at også nationer som Sverige og Irland vil give kamp til stregen.

”Både Sverige og Irland er meget ambitiøse i deres nationsspringninger, og især Rolf Göran- Bengtsson og Alexander Zetterman har gjort det godt og kan blive svære at slå”, siger Emil Hallundbæk.

Koldstart er aldrig godt

Emil Hallundbæk har ikke redet i Danmark siden oktober 2018, og i denne weekend har han de to skimlede hopper dazermine og Jasmin of Hagalund med til start.

Fredag red han kvalifikation til Grand Prix 1.50 på Jasmin of Hagalund, men desværre blæste det meget kraftigt, mens klassen blev afviklet, og da Emil Hallundbæk var godt halvvejs gennem banen, væltede et spring, og den fejlfri ekvipage fik en ufrivillig pause. Da springet var samlet og igen stod stabilt med sandsække på støtterne, genoptog Emil Hallundbæk sit ridt men fik desværre en nedrivning på det spring, der var væltet.

”Jeg har aldrig prøvet det før, og det betyder selvfølgelig noget, at koldstarte en hest midt på banen. Hesten tror jo, at den er færdig. Jeg var ikke klar over, at man må tage det sidste spring igen, hvis man har været fejlfri, indtil tiden bliver sat i stå, men det ved jeg til en anden gang, selvom der forhåbentlig går mange år”, siger Emil Hallundbæk med et skævt smil.

 


 

Det kom som en stor overraskelse for hende selv, men Marianne Yde Helgstrand vandt i dag dressurklassen Chedi Residence Grand Prix på Lollipop 126.

Det var kun 3. gang, Marianne Yde Helgstrand red Grand Prix på den 15-årige vallak, og hun havde på ingen måde forventet, at hun ville kom øverst på podiet.

”Ved Hingstekåringen i Herning i marts blev vi nummer 11, og jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville vinde. Jeg havde håbet, at vi ville komme i top-5, men mere havde jeg ikke turde håbe på”, fortæller Marianne Yde Helgstrand.

Navnet forpligter

Marianne Yde Helgstrand er, som navnet antyder, i den grad på hjemmebane i denne weekend, og det betyder, at der var ekstra nerver på, da hun red på banen sidst på eftermiddagen.

”Mine ben rystede en hel del mere, end de plejer at gøre. Det er jo egentlig fjollet, for det er jo de samme mennesker, der kigger på, men det betyder noget, at vi er hjemme hos os selv, og så forpligter navnet Helgstrand jo også, må jeg indrømme”, siger Marianne Yde Helgstrand.

Marianne Yde Helgstrand var dog ikke mere plaget af nerver, end at hun kunne gennemføre sit ridt så overbevisende, at hun rent faktisk vandt, og måske kan ekstra nerver oven i købet bruges konstruktivt.

”Jeg synes, jeg fik styr på nerverne, og da jeg først kom i gang, kunne jeg slappe af, og vi havde en rigtig god tur”, fortæller Marianne Yde Helgstrand, som har pause lørdag og søndag skal ride Grand Prix Special.

”Det bliver min debut. Jeg har ikke redet Grand Prix Special før, men nu har jeg redet min første tur, og de værste nerver er væk, så nu glæder jeg mig bare”, siger hun, som også kan glæde sig over sønnens præstationer på dressurbanen.

Tidligere fredag blev Alexander Helgstrand nummer 2 både individuelt og for hold i Nations Cup, og det var hans debut som juniorrytter på internationalt niveau.

”Det var et stort pres for ham, men han klarede det super flot, så jeg er selvfølgelig meget stort af ham”, siger Marianne Yde Helgstrand.

Top tre:

Marianne Helgstrand, Lollipop, 71.212%

Fabienne Müller-Lütkemeier, Flynn Pch, 70.891% (Tyskland)

Charlotte Jorst, Kastel’s Nintendo, 70.109%  (USA)