Equitour takker af efter succesfuldt stævne

Vi er nu ude på den anden side af dette års Equitour Denmark, som grundet Covid-19 i år måtte afvikles under meget beskedne forhold. Equitour er årets folkefest med verdensklasse dressur og springning, men det fik reglerne om forsamlingsbuddet sat en drastisk stopper for, eftersom besøgstallet blev reduceret og al aktivitet fra udlandet blev skåret væk. Tilbage var afviklingen af det Danske Dressurmesterskab for U25, para og senior, Elevskole Cup’en samt nogle landstævneklasser, og heldigvis kunne vi glæde os over en kæmpe opbakning både fra ryttere og publikum. For hvad er dressursporten uden kåring af dette års danske mestre og elevryttere.

- Det er selvfølgelig vildt ærgerligt, at Covid-19 lagde en dæmper på årets Equitour, men heldigvis lykkedes det os at få afviklet de danske dressurmesterskaber, som lå os meget på sinde. Det sportslige niveau til dette års Equitour Denmark var tårnhøjt, og det kunne specielt ses og mærkes i vores DM-finale for senior, hvor billetterne også blev revet væk. Dertil er jeg overbevist om, at årets elevhold havde nogle fantastiske dage, fortæller stævnearrangør Jens Trabjerg, der glæder sig til næste år, hvor vi forhåbentligt er tilbage til normalen.

DM for senior 2

Billede: De tre vindere for DM for senior; Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Andreas Helgstrand


Endnu en DM-sejr til Cathrine Dufour og Cassidy

 

Uanset om man hedder Andreas Helgstrand eller Carina Cassøe Krüth, er det svært at slå verdensrangslistens bedste dansker, Cathrine Dufour på hendes partner gennem 10 år, Atterupgaards Cassidy. Og selvom Carina debuterede med et helt exceptionelt kürprogram med høj sværhedsgrad og Andreas brillerede med et imponerende program til rytmerne af Blue Hors Matinés finaleridt fra VM 2006, stod Cathrine ikke til at slå.

Det var en tydeligt rørt Cathrine, der red ud fra banen efter at have høstet intet mindre end 87,925% i søndagens finaleprogram, og det er ikke noget at sige til, efter den rejse de har været på. Selv med flere topheste på vej, har Cassidy en særlig plads i hendes hjerte.

DM-debutanten Carina og Heiline’s Danciera satte et imponerende niveau, og selvom de kun havde redet programmet denne ene gang, var der en helt forrygende stemning at mærke fra tilskuerrækkerne, og glæden var ikke til at tage fejl af, da Carina afsluttede et næsten fejlfrit program. Et program, der har potentiale til de helt høje procenter, når Carina og Danciera får den nødvendige erfaring, og som høstede 82,450% og en sølvmedalje.

Der er en fyrig hoppe, som mange husker og hvis finaleridt er blevet set mere end 20 millioner gange på YouTube, og det er selvfølgelig verdenskendte Blue Hors Matiné. Til DM havde Andreas medbragt en anden særlig hoppe, nemlig den tredobbelte verdensmester for unge heste, Fiontini. Sammen havde de en imponerende debut under rytmerne af Matinés kürmusik og red sig til en bronzemedalje med 78,250%.

Se resultatet af DM for senior her

præmieoverrækkelse agria 18

Billede: Anne-Mette Strandby Hansen vinder guld for U25 på Foco Loco-w

EM-vinder gentager succes til DM

Efter at have vundet holdbronze og individuelt guld til Europamesterskabet i Ungarn var forventningerne selvsagt skyhøje til U25-rytter, Anne-Mette Strandby Hansen til årets DM. Sammen med Foco Loco-w red hun sig til en sejr både i det indledende program samt i finalen og kunne dermed føje endnu en medalje til samlingen her ved hendes afsluttende U25-år. Overdommer Kurt Christensen udtalte, at han var meget begejstret for sværhedsgraden af küren, og at øvelserne også lykkedes til stor glæde for dommerne, der fik mulighed for at give de helt høje karakterer. Anne-Mette og Foco Loco-w opnåede 79,15% i küren.

Især de tre medaljevindere fra EM viste flot figur og red nogle flotte programmer, der høstede høje procenter. Sidste års DM-vinder for U25, Victoria E. Vallentin, havde i år sin hest Brooklyn til start, som hun selv har uddannet fra M-klasserne til Grand Prix. Sammen red de en sølvmedalje hjem, hvilket må siges at være et skulderklap af de helt store. Og med kun 22 år er der stadig mulighed for at generobre sejren de næste par år.

Bronzemedaljen gik til Josefine Hoffmann, der med Hønnerups Driver dansede igennem det svære kürprogram og viste, at deres makkerskab for alvor har fundet sin form.

Se resultatet af DM for U25 her 

 P0I8647

Billede: Guld- og sølvvinderen for para grad I; Tina Chabert Jensen og Line Munk Jensen.

Flotte ridt til pararytterne

Mesterskabet for para afvikles i fem grader, og desværre var der kun to startende ryttere i hver af de første tre grader og her fortæller landstræner Astrid Gemal, at de skal i gang med at rekruttere nye ryttere. Også til dette års Para DM var der lagt et højt niveau, med mange dygtige ryttere og ikke mindst deres seje hjælpere og trænere. De fik en flot præmieoverraskelse, ligesom U-25 og senior gjorde, med deltagelse af H.K.H Prinsesse Benedikte, som lykønskede de dygtige para-ryttere med deres nye titler.

For grad I blev det Tina Chabert Jensen og Ælling, der red sig til en sejr, efter hun sidste år opnåede sølv for grad II. Katrine Kristensen og Welldone genvandt sit mesterskab fra sidste år i grad II, mens landsholdsrytter Caroline Cecilie Nielsen med Davidoff genvandt sit mesterskab fra sidste år i grad III. Vinder i grad IV blev igen landsholdsrytter Susanne Jensby Sunesen og Leeds, mens grad V blev vundet af Renee Igelski og Beyond Dreams, som dermed udskiftede sidste års bronzemedalje med en i guld.

Se resultaterne her

 P0I8572

Billede: Første-, anden- og tredjepladsen til årets Elevskole Cup.

Hørsholm Rideklub snupper sejren i Elevskole Cup

Et nyt koncept er kommet for at blive; Muligheden for, at landets bedste elevskolehold kan dyste om den ærefulde titel - side og side med Danmarks bedste dressurryttere til Equitour Denmark. I år var det debutanten, Hørsholm Rideklub, der ud af i alt 70 tilmeldte hold til turneringen og de i alt 6 finalehold løb med sejren. Over alle dage har der været en fantastisk stemning og sammenhold på tværs er klubberne, hvor vi håber, at nye relationer skaber nye venskaber for livet.

Det vindende hold fra Hørsholm Rideklub bestod af: Helena Astø Margaritis, Emilie Stjernegaard Hansen, Fie Sørensen og Kristine Baun. Vasehus Rideklub red sig ind på en andenplads og holdet bestod af Cecilie Ettrup Nøhr, Julie Rohde Køpke, Nanna Skaarup Nielsen og Stine Lundsgaard.

Vasehus har været med alle tre år, hvor de første år blev nummer 2, sidste år vandt de og så blev det til endnu en andenplads i årets Elevskole Cup.

Holdet fra Fyns Rideklub, som kom ind på tredjepladsen, bestod af Naja Michelsen, Tilde Juul, Ella Pilsmark og Jaqueline Sommer.

Se alle resultater fra klassen her

- Forhåbentlig er alt tilbage til normalen i 2021, hvor vi krydser alt, hvad vi kan for, at vi igen kan afholde et brag af et stævne og folkefest. Vi håber samtidig, at vi igen kan invitere mange tusinde besøgende, og at ryttere og gæster fra hele verdenen kan samle sig i Uggerhalne til et mindeværdigt ridestævne, med både springning og dressur i verdensklasse, afslutter Jens Trabjerg.

Slutteligt vil vi fra team Equitour gerne sige tusind tak til ryttere, hjælpere, publikum og de mange, der heppede med hjemme fra stuerne via liveudsendelserne på Zibrasport Equest og DR2. Vi ses til Equitour Denmark 2021!


 P0I5985

 

 P0I8964

 P0I7149

 P0I8919

 P0I8923

 P0I8943

Kontakt os

Kontakt os for yderligere information eller spørgsmål vedr. stævnet