20.-24. maj 2020   l   Start/Resultatlister 2019

 

21-årige Emil Hallundbæk debuterer i Nations Cup for seniorer, og han spår det danske hold en god chance

Når landstræneren ringer og tilbyder en plads på det danske hold, der skal dyste i Nations Cup i springning, stiller man op. Også selvom man kun er 21 år og til hverdag bor i Aachen og skal krydse landegrænser for at være med.

”Jeg har aldrig redet Nations Cup for seniorer, så jeg får min debut i dag”, fortæller Emil Hallundbæk, som i øjeblikket deltager med stor succes i den prestigefyldte turnering Global Champions Tour.

Han er derfor ikke uvant med hverken niveauet eller konkurrenterne, der kommer fra 12 forskellige nationer, men at ride for sit land, giver et ekstra pres.

”Det lægger et ekstra pres på en, at man skal ride for sit hold og sin nation. Men det skal man ikke tænke for meget over”, siger Emil Hallundbæk, som spår det danske hold en fair chance i eftermiddagens Nations Cup.

”Jeg rider for at vinde. Ellers er der ingen grund til at stille op. Og jeg synes, vi har et stærkt hold, hestene er i god form, og vi er klar til opgaven. Men det er selvfølgelig en stor udfordring, at der er så mange nationer med i konkurrencer”, siger Emil Hallundbæk.

Polen bliver svære at slå

Det danske hold starter som nummer fire af 13 nationer, og Emil Hallundbæk er den 2. danske rytter, der skal på banen. Han er enig med banebygger Bo Bak Andersen i, at Polen er stærkt ridende i øjeblikket, og at de bliver svære at slå, men han vurderer, at også nationer som Sverige og Irland vil give kamp til stregen.

”Både Sverige og Irland er meget ambitiøse i deres nationsspringninger, og især Rolf Göran- Bengtsson og Alexander Zetterman har gjort det godt og kan blive svære at slå”, siger Emil Hallundbæk.

Koldstart er aldrig godt

Emil Hallundbæk har ikke redet i Danmark siden oktober 2018, og i denne weekend har han de to skimlede hopper dazermine og Jasmin of Hagalund med til start.

Fredag red han kvalifikation til Grand Prix 1.50 på Jasmin of Hagalund, men desværre blæste det meget kraftigt, mens klassen blev afviklet, og da Emil Hallundbæk var godt halvvejs gennem banen, væltede et spring, og den fejlfri ekvipage fik en ufrivillig pause. Da springet var samlet og igen stod stabilt med sandsække på støtterne, genoptog Emil Hallundbæk sit ridt men fik desværre en nedrivning på det spring, der var væltet.

”Jeg har aldrig prøvet det før, og det betyder selvfølgelig noget, at koldstarte en hest midt på banen. Hesten tror jo, at den er færdig. Jeg var ikke klar over, at man må tage det sidste spring igen, hvis man har været fejlfri, indtil tiden bliver sat i stå, men det ved jeg til en anden gang, selvom der forhåbentlig går mange år”, siger Emil Hallundbæk med et skævt smil.

 


Norske Lisa Ulven var godt klar over, at hun sad på ryggen af en hurtig hest, da hun red på banen i finalen i Equilive 1* Small Tour. Men at Bentley var så kvik, at det rakte til en 1. plads, havde hun ikke forventet.

”Vi havde en rigtig god tur, og Bentley var hurtig, som jeg ved, han kan være”, sagde Lisa Ulven efter sin æresrunde, og tilføjede:

”Det er nogle fantastiske omgivelser, og heldigvis skinnede solen i dag. Det gør det hele lidt sjovere”, sagde hun.

God erfaring

Bedste dansker blev Victor Lica Larsen, som fik en flot andenplads på den 8-årige hoppe Gloria.

”Jeg gik efter at ride så hurtigt som muligt, men jeg har ikke ret meget rutine med Gloria, så jeg er virkelig godt tilfreds med min andenplads”, siger Victor Lica Larsen.

Den unge rytter bor kun få kilometer fra stævnepladsen, og han er selvsagt vældig godt tilfreds med at kunne ride internationalt stævne så tæt på sin bopæl.

”Normalt kører vi flere timer for at komme til stævne, og det er fantastisk, at Nordjylland nu også kommer på landkortet. Det giver erfaring, som er vigtig for både hest og rytter”.

53 ryttere red finalen, som var domineret af danske ryttere. På tredjepladsen var det da også en dansker, der snuppede medaljen i skikkelse af Pernille Stribolt og Airborn, som var fejlfri i tiden 72.59.

Du kan se hele resultatlisten her:

https://online.equipe.com/da/class_sections/412066


 

Det kom som en stor overraskelse for hende selv, men Marianne Yde Helgstrand vandt i dag dressurklassen Chedi Residence Grand Prix på Lollipop 126.

Det var kun 3. gang, Marianne Yde Helgstrand red Grand Prix på den 15-årige vallak, og hun havde på ingen måde forventet, at hun ville kom øverst på podiet.

”Ved Hingstekåringen i Herning i marts blev vi nummer 11, og jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville vinde. Jeg havde håbet, at vi ville komme i top-5, men mere havde jeg ikke turde håbe på”, fortæller Marianne Yde Helgstrand.

Navnet forpligter

Marianne Yde Helgstrand er, som navnet antyder, i den grad på hjemmebane i denne weekend, og det betyder, at der var ekstra nerver på, da hun red på banen sidst på eftermiddagen.

”Mine ben rystede en hel del mere, end de plejer at gøre. Det er jo egentlig fjollet, for det er jo de samme mennesker, der kigger på, men det betyder noget, at vi er hjemme hos os selv, og så forpligter navnet Helgstrand jo også, må jeg indrømme”, siger Marianne Yde Helgstrand.

Marianne Yde Helgstrand var dog ikke mere plaget af nerver, end at hun kunne gennemføre sit ridt så overbevisende, at hun rent faktisk vandt, og måske kan ekstra nerver oven i købet bruges konstruktivt.

”Jeg synes, jeg fik styr på nerverne, og da jeg først kom i gang, kunne jeg slappe af, og vi havde en rigtig god tur”, fortæller Marianne Yde Helgstrand, som har pause lørdag og søndag skal ride Grand Prix Special.

”Det bliver min debut. Jeg har ikke redet Grand Prix Special før, men nu har jeg redet min første tur, og de værste nerver er væk, så nu glæder jeg mig bare”, siger hun, som også kan glæde sig over sønnens præstationer på dressurbanen.

Tidligere fredag blev Alexander Helgstrand nummer 2 både individuelt og for hold i Nations Cup, og det var hans debut som juniorrytter på internationalt niveau.

”Det var et stort pres for ham, men han klarede det super flot, så jeg er selvfølgelig meget stort af ham”, siger Marianne Yde Helgstrand.

Top tre:

Marianne Helgstrand, Lollipop, 71.212%

Fabienne Müller-Lütkemeier, Flynn Pch, 70.891% (Tyskland)

Charlotte Jorst, Kastel’s Nintendo, 70.109%  (USA)

 


Gerard O’Neill og Unca S e. Uncas var hurtigst i dagens sidste klasse, som var kvalifikation til Grand Prix 1.50, og parret red sig derfor ind på en sikker førsteplads i tiden 72.90 sek. Norske Johan-Sebastian Gulliksen og David Guenta var næsthurtigst i tiden 75.27 sekunder, og på tredjepladsen kom tyske Jan Andre Schulze Niehues og Fitch i tiden 76.46 sekunder.

Andreas Schou og Quadrossen Ask blev bedste dansker og endte på en 8. plads godt 7 sekunder efter Gerard O’Neill.

Dagen var præget af først massive regnbyger og efterfølgende kraftig vind, og de drilske vindforhold satte dagen igennem sit præg på både dressur- og springbanerne, og dagens sidste klasse var ingen undtagelse.

Selv om banepersonalet havde sørget for rigeligt med sandsække, var det ikke nok til at holde springene på benene, og mens Emil Hallundbæk og Jasmin af Hagalund var på banen, væltede et af de spring, ekvipagen endnu ikke havde sprunget.

Emil Hallundbæk måtte derfor indlægge en ufrivillig pause i sit ridt, og da tiden atter blev sat i gang, fik ekvipagen fire fejl på det spring, der netop var blevet samlet igen.

Emil Hallundbæk og Jasmin af Hagalund sluttede med en 33. plads med 4 fejl i tiden 80.27.


 

Tre unge ryttere får mulighed for at ride Nations Cup i springning lørdag eftermiddag. Tidligere landstræner Lars Pedersen overlader tøjlerne til Martin Knudsen, som var holdets 5. mand, og den mest erfarne på holdet er nu Torben Frandsen. De to sidste er Emil Hallundbæk, som i øjeblikket har stor succes i den prestigefyldte internationale turnering Global Champions Tour, og Martin Dinesen Neergard.

Martin Dinesen Neergard lægger ud, herefter er det Emil Hallundbæk og Martin Knudsens tur, mens Torben Frandsen bliver sidste dansker på banen.

Det danske hold starter som nummer fire af 13 nationer. De otte bedste går videre til anden runde.

Startrækkefølge:

Marokko

Storbritannien

Norge

Danmark

Tyrkiet

Tyskland

Holland

Belgien

Italien

Polen

Finland

Irland

Sverige

 


De to tyske ryttere Anica Frühling og Meike Lang snuppede 1. og 2. pladsen i den nye turnering for amatørryttere over 26 år – Almased Dressage Amateur Small Tour. På tredjepladsen kom norske Selina Solberg Vittinghus, og først på en fjerdeplads strålede de rød-hvide farver i skikkelse af Ditte Birch Dragsted og Achilles FC, som red til 68.137%.

15 europæiske ryttere red med i small tour, herunder to kvinder fra Nordjylland, som for engang skyld kunne ride internationalt stævne i deres egen baghave. For Nana Christine Christiansens vedkommende var der oven i købet tale om debut i international dressur.

”Det er virkelig fedt at få mulighed for at ride under så fantastiske rammer og være så tæt på nogle virkelig dygtige dressurryttere. Det påvirkede heldigvis ikke mine nerver, og jeg synes, det gik rigtigt godt”, siger 28-årige Nana Christine Christiansen, som blev uddannet berider sidste år og drømmer om at ride dressur på Grand Prix-niveau.

Nanna Christine Christiansen og Frida sluttede på en 8. plads med 65.588 %.

Lidt ekstra nerver

Som nummer 10 sluttede endnu en lokal rytter, nemlig Caroline Palsgaard og Findus, som fik 65.490%.

Ekvipagen var også med, da turneringen lagde vejen forbi Mannheim tidligere på året, og selvom Caroline Palsgaard dermed ikke er international debutant, var der alligevel nerver på.

”Det er mega fedt, at der er lavet en turnering for amatører i så stort set-up og under så gode forhold, som normalt er forbeholdt professionelle og pengestærke ryttere. Det giver lidt ekstra nerver, når man står lige overfor Cathrine Dufour i stalden, og man ved, at der er mange øjne, der kigger på en, men det gør heldigvis bare, at man gør sig ekstra umage”, fortæller Caroline Palsgaard, som er indehaver af firmaet ’Pigen med Stigen’ i Hjallerup.

Resultater fra dagens klasse:

Anica Frühling og Feeling 45, 79.029%, Tyskland

Meike Lang og Sorrento Snoerri Fbw, 70.147%, Tyskland

Selina Solberg Vittinghus, Atterupgaards Kawasaki, 69.118, Norge  

Se de samlede resultater her:

https://online.equipe.com/da/class_sections/411488


Kontakt os

Kontakt os for yderligere information eller spørgsmål vedr. stævnet

  • Grindstedvej 54, Uggerhalne, 9310 Vodskov
  • +45 40 25 49 86
  • jt@equitour.dk

Tilmelding til nyhedsbrev

* skal udfyldes